’For mig er et smykke ikke bare et smykke, det er en fortælling med et budskab. Det er en historie; en kommentar, som gives videre for at sætte følelser, tanker og oplevelser i gang. Uden disse fortællinger er smykker bare ædle metaller og ædelsten.
Jeg arbejder hver dag med at frembringe høj-kvalitets smykker og kunsthåndværk i guld, sølv og ædelsten. Ved nøje at observere former og mønstre i naturen og dagligdagen, afspejler mine smykker de genstande, jeg har hentet min inspiration fra. Mine smykker er aldrig overdøvende, men skrøbelige på den poetiske og historiebærende måde. De fortæller noget underfundigt eller sjovt og tager udgangspunkt i noget jeg ser, bruger eller oplever i min hverdag.
Jeg ser mine smykker, som små værker man bruger, passer på og har for livet. Det er sådan en dejlig tanke’.
Smykkedesigner Rikke Lunnemann er født på Færøerne, uddannet i London, England og bor i dag i Svendborg.
Lunnemann har deltaget i adskillige udstillinger, som fx Biennalen for Kunsthåndværk & Design og hendes smykker har været vist på flere udenlandske gallerier i bl.a. Italien, Tyskland, Frankrig og Taiwan.
Vinder af Danske Kunsthåndværkere og Designere prisen ’Håndfuglen’ på Frue Plads Markedet for bedste nye produkt.