Mørkets Lys - SAK Kunstbygning
Når lyset slukkes på SAK
Ja, den er god nok – vi er 6 kunsthåndværkere der har slukket lyset, mørklagt SAK Kunstbygning i Svendborg og inviteret indenfor til udstillingen ’Mørkets Lys’.
Jeg har bl.a. helt nye ringe ‘En virkelig Prindsesse’ med på udstillingen. Tankerne bag min ring er:
At være i spotlightet som en dronning, at skabe en ring til en dronning, som er en dronning / en førstedame værdig.
’En dronning værdig – Førstedamer’ fik mig straks til at tænke over, hvad en virkelig dronning er. Der er selvfølgelig dem vi alle kender fra de forskellige Europæiske kongehuse; de er født til titlen.
Der er de kvinder, som er ’dronninger’ og førstedamer både af embede men også af hjerte, sind og power. Det er kvinder som Michelle Obama, Emma Watson, Greta Thunberg, Emma González, der alle arbejder og kæmper hårdt og med hjertet for en sag. Den liste af dronninger er lang, meget lang.
Men så er der jo også de få, der bare er: ’En dronning værdig’, som er blevet testet, har bestået prøven og har vist, at de er ’en rigtig prindsesse’.